Raymond "Red" Reddington

Menneske, 189½cm, 92kg, Sort hård, Tysker

Description:
Bio:

Hej Red, et dejligt kys ramte mine læber. Monika Schäfer var kvinden i mit liv, hun var ikke så høj, men benene nåede da jorden når hun gik. Hun havde dejligt gylden blondt hår, med de smukkeste blå øjne og det bedste af det hele hun var også min arbejdspartner. Jeg har ikke et normalt 8-17 job, mit er mere når det er mørkt og når folk ikke er på deres arbejde, ja jeg er tyv og livet er godt.
Jeg er voksede op lidt uden for Berlin i en lille by. Jeg kom ikke for en rig familie og der skete ikke så meget i byen. Min far var en Ork ved navn Klaus. Han havde det med at fortælle mig, hvordan jeg var skyld i alt, fra han mistede sit job til verden er noget lort og det ved at bruge min krop som boksebold. Det havde været min mors job indtil hun forsvandt eller måske skete der noget andet med hende. Det eneste jeg ved er at jeg gik i seng den ene aften og hørte dem skændes som altid og den næste dag var hun væk og så var det derefter min tur. Den dag jeg blev 15 rejste jeg eller mere flygtede. Jeg kunne ikke mere. Jeg rejste til stor byen Berlin eller mere til det lille samfund Kreuzbasar. Til dem der ikke ved hvad det er for et sted, så er det et lille fri sted i Berlin, hvor folket bestemmer og ikke alle de der mega corps. Det er ikke et stort sted, kun en små 30000 sjæle, men for mig var det en kæmpe stor by. Jeg levede af det jeg kunne stjæle og sov på gaden, indtil Feuerlöschleitung banden opdage mig og tog mig ind. Det var her jeg mødte Monika. Hun blev min lære og hun lærte mig alt det jeg skulle bruge. Hvordan stjæler man en bil, hvordan stjæler man en tegnebog, hvem skal man ikke pisse af og sådan noget. De næste 3 år var jeg bare en af de små i banden og lavede det jeg skulle for at være med. Da jeg var 18-19 skulle jeg køre min første flugtbil fra et job, det gik men kunne havde været bedre. Monika og jeg var begyndt at være lidt kærester og alt var godt. Monika ville gerne have at vi flyttede sammen i en lille lejlighed, så det gjorde vi, hey det gav sex og meget af det. Livet var godt. Monika og jeg var ikke med i Feuerlöschleitung mere, Monikas ide, men hjælp dem med at lave jobs som krævede mere planlægning og finesse, også hendes ide. Monika var den store tænker og planlægger og jeg var hendes dygtige redskab. Jeg var omkring 21-22 da magien vågnede i mit indre og selvfølgelig var det på et job. Jeg knækkede helt sammen, Monika og en der hed Boris, måtte bære mig ud. Jobbet gik ikke så godt, men vi kom ud. Monika ville finde ud af hvad det betød for os med magien i mit indre og hvordan vi ( hun ) kunne bruge det, så hun tvang mig til at læse en masse bøger og studere hos den lokale gade mager, mens vi kun lavede små jobs til lige at kunne klare os. Mine evner var som skræddersyet til vores liv. Jeg kunne sende min magi ud og finde folk i mit når område som en scanner og så var jeg blevet hurtig. På kun 3 år fik vi udarbejdet en rutine der fik os op på et nyt niveau. Vi fik bedre jobs, der gav flere penge, men også var farligere. Monika begyndte at bringe pistoler med på vores jobs. Feuerlöschleitung var blevet kontaktet af en Hr. Green, fra Seattle, om et job. Der skulle stjæles nogle ting i Harfeld Manor og de kunne ikke sige nej til jobbet, men kunne ikke selv klare det, så de ville høre om vi ville med på det job, for gode penge. Det var sådan et job Monika ventede på. En chance for at vise at vi var nogle af de bedste der var i Kreuzbasaren. Jobbet gik ikke så godt, det gik faktisk ikke. Alt gik efter planen indtil vi nåede kælderen. Jeg kunne ikke pludseligt ikke læse området med min “scanner” og pludselig var der sikkerheds folk over det hele. Boris og en anden mand begyndte at skyde omkring sig. Jeg blev ramt af en masse kugler og ramte gulvet hårdt. Monika satte sig ned ved siden af mig. Hun smilte til mig og sagde, jeg fortryder intet, kyssede mig blidt på munden, husk jeg elsker dig. Hun rejste sig op og gik hen til Boriss mand, satte sin pistol op på hans hoved og lyden af det skud var det der fik mig til at indse det hele. Hun havde brugt mig til at opnå hendes mål og ikke andet. Jeg skulle dø her det var det hun mente. Jeg ved ikke hvordan jeg fik kæmpet mig ud, men ud kom jeg og jeg fandt en gade doktor. Jeg tror hans ord var fuck hvordan kan du være i live. Jeg blev opereret på i 19 timer, men kom mig. De næste mange måneder lå jeg i en syge seng og tænkte. Monika havde planlagt det hele. Hr. Green var hendes arbejdes giver. Det var hendes måde at komme ud af det hele på. Hendes måde at fjerne de gamle lænker i hendes liv, jeg var en lænke. Jeg fandt ud af at Boris også var kommet ud af det og uden sår og han var ikke i banden mere, så han havde også være med i det spil. Jeg var nu alene. Jeg skulle nu til at lære at planlægge mine jobs selv, klare alt selv. Jeg kender had og det kogte inde i mig. Jeg fik Doc til at sætte lidt cyberware ind i mig. Jeg brugte mine kontakter i Feuerlöschleitung til at skaffe nogle våben. En pistol og en mono whip. Jeg viste at jeg skulle spille død for det var det, jeg skulle være. Jeg flyttede ud af Kreuzbasaren mens jeg trænede og kom mig. Hvis jeg ikke lavede nogle små jobs, trænede jeg og når jeg ikke trænede, fandt jeg en anden måde at træne på, kamp. Mit blod var i kåg og jeg kunne mærke hvordan tanken om hævn blomstrede i mit indre. Der gik noget tid og jeg fandt ud af hvor Boris levede. Min plan var klar. Bryd ind i hans store hus, find information om det der skete og hvor Monika var henne.
Det var nat og overskyet. Jeg ventede til huset gik i seng. Jeg ville helst vente til det var tomt, men 3 ugers overvågning havde vist at det ikke skete, så et stille nat indbrud ville blive det bedste. Stille ind og stille ud.
Det ville ikke blive svært at komme ind, men Boris var kommet til penge, for han havde et stort hus og der var nogle vagter. Køkken døren var min indgang og låsen var heller ikke noget problem. Jeg kom ind i køkkenet og startede min “scanner”. Mit hjerte stoppede næsten da jeg kunne mærke en komme mod mig i køkkenet. Jeg gemte mig nede bag det lille køkken bor. Lyset blev tændt og ind kom denne unge smukke kvinde, kun iført en lidt for stor skjorte. Hun så ud som en drøm. Hun gik over til vasken for at få noget vand og jeg kunne se at hun ikke havde noget på inden under. Noget i mit indre fik mig til at tænke på hvad jeg kunne gøre med hende og min hjerne kæmpede en hård kamp om at få styr på mine lyster. En kamp jeg var ved at tabe mange gange over de næste 3 minutter. Jeg vandt og hun gik. Jeg ventede i noget tid, indtil huset igen blev stille. Min “scanner” fortalte mig hvor alle var i huset, så det var ikke noget problem at liste rundt. Oppe på 1. sal fandt jeg Boris’ kontor. Dette magi virkede virkelig for mig. Kun ved brug af lyset ude fra kunne jeg se hele rummet uden problemer. Jeg ledte rummet igennem og fandt hans pengeskab. Det var et gammelt skab og skabte mig ikke nogle problemer. Der var et par data krystaller, et par credit stiks og nogle penge der inde, ikke mere end jeg kunne have i min lille rygsæk. Hans computer var et andet problem. Password stod der på skærmen. Jeg prøvet 3 ord og ja password var et af dem, men gud var det rigtige, hvorfor sætter folk et password på når de ikke bruger det. Der var ikke meget af interesse for mig der inde, men nogle få ting fik jeg dog ud af det. Monika havde hyret Boris gennem Mr. Green og det var hendes måde at blive en af hans folk på, men hun skulle fjerne sine bånd for at blive en af hans folk. Jeg var et bånd. Boris havde fået mange penge for det og han ville derefter blive Mr. Greens mand i Berlin. Jeg forstod ikke noget, men en ting forstod jeg, Monika havde brugt mig og når jeg fandt hende ville det blive det sidste spørgsmål hun ville høre. Jeg fandt ud af at hun havde skrevet til Boris fra Monaco. Jeg satte en data krystal i og lavede et dump. Nu skulle jeg bare ud, lige så stille og roligt som jeg kom ind. Jeg gik hen mod trappen da jeg hørte en svag stønnen fra et værelse. Min scanner fortalte mig at der var 2 personer der inde og af en eller anden årsag åbnede jeg døren lidt. Det var et skønt syn der mødte mig. Den unge kvinde fra køkkenet sad oven på en mand og som jeg stod der vendte de rundt og Boris satte hende på alle 4 og tog hende bagfra. Jeg skulle være gået, men min hånd tog pistolen frem. Jeg var en slave for mine følelser. Puf kom det fra pistolen. Kuglen ramte Boris i baghoved. Kort stod han der og så sank han hen over hende. Jeg stod og kiggede et kort øjeblik og tiden startede igen da hun skreg. Huset vågnede og jeg kunne høre vagterne komme. Jeg løb. Jeg ville ikke være der. Det var ikke mig der havde gjort det eller var det. Jeg mødte en vagt nede ved køkkenet og min monowire skar ham næsten i to mens jeg fortsatte ud af huset uden at jeg mistede fart. Jeg løb og stoppede først da mine lunger ikke ville mere. Tankerne sprang frem i mit hoved. Jeg skulle have det dårligt, skulle jeg ikke. Jeg havde slået Boris ihjel og kvinden havde det nok heller ikke for godt. Mens jeg tog hjem fløj tankerne gennem mit hoved og da jeg endelig faldt i søvn, fandt jeg mig på en mark. Jeg kiggede mig omkring og på en lille høj var der et hus. Jeg gik der op og inde i huset sad der en mand. Jeg var ikke i tvivl om at han var en kriger, men han var som taget ud af en Kampsports film. Kom ind Hr. Reddington, the ? Jeg forstod ikke, men noget fik mig til at sætte mig ned. Theen var god, lige som den skulle være, men det var også min drøm. Hvem er du og hvorfra kender du mit navn. Krigeren smilte til mig. Hr. Reddington jeg er din magiske forbindelse. Jeg er din indre kriger. Jeg er ham der hjælper dig til at overleve. Så du er mit sind eller hvad. Nej Hr. Reddington, jeg er din vejviser din træner og jeg skal træne dig, så du kan klare det du skal. Jeg giver dig evnen til at se dine fjender før de ser dig. Jeg vil lære dig at læse din kamp. Jeg har ikke planer om at skulle kæmpe. Ikke, du tænker kun på at få ramt på Monika eller frøken Schäfer, hvis du heller vil tænke på hende sådan. Du kaldte på mig og jeg svarere dig, men det har taget lang tid for dig at høre mig. Jeg forstår ikke. Det vil du med tiden og nu skal du vågne for der kommer nogen nu og jeg er ikke klar til at miste dig. Krigeren prikkede mig midt i panden og jeg vågnede, helt frisk og jeg kunne mærke at jeg var klar til kamp. Jeg hørt en bil stoppe på gaden og jeg så for midt indre at 6 personer steg ud og jeg kunne mærke at de var der for at gøre mig ondt. Jeg viste også at 6 mod 1 ikke ville gå så godt så igen løb jeg. Det var sidste gang jeg var i Berlin. Jeg rejste til Monaco for at finde Monika men fandt kun nogle jobs, som fik mig til Amsterdam, som igen fik mig til Paris. I Paris fandt jeg ud af at Monika var rejst til Seattle. Jeg købte mig en billet på en båd til New York og derfra var det med tog til Seattle. Min indre kriger besøgte mig tit på min rejse og jeg forstod til sidst. Kæmp de kampe du kan vinde og dem du ikke kan vinde med rå kræft, kan vindes hvis du forbereder dig. For at vinde hurtigt skal man nogle gange gå langsomt frem. Dette var hvad han lærte mig. Langsomt er hurtigt hvis det bliver gjort rigtigt.

Raymond "Red" Reddington

kuro Drax